Idag taler mange om såkaldt “særligt sensitive”. Hvad betyder det egentligt, og hvad skal vi være opmærksomme på hvis vi er det eller kender nogen der er?
Tak for en god video om dette emne, som der jo heldigvis kommer mere og mere viden omkring. Jeg synes i det store hele rigtig godt om din forklaring, men har dog også en indvending (beklager at det blev lidt langt). At være særligt sensitiv betyder ikke nødvendigvis, at man ikke også er eller handler rationel(t). Det siger du også til at starte med, men det kommer alligevel et par gange til at lyde som om, at hovedproblemet for den særligt sensitive er en manglende evne til at analysere rationelt. Og selvom dette bestemt også er vigtigt at kunne, så er det bare slet ikke dækkende for det at være særligt sensitiv, for hvem udfordringerne i langt højere grad handler om at man modtager langt flere stimuli/informationer end andre, og derfor også bliver hurtigere mættet af disse end andre, og derfor i sidste ende KAN reagere ved at blive overvældet, hvis man ikke har mulighed for at trække sig fra det (hvilket absolut ikke er givet). Selvfølgelig hjælper det at være i stand til at trække vejret og tænke rationelt over den situation, man er i, så man fx kan vælge at fjerne sig fra den, eller at man kan huske sig selv på “er det her egentlig mine egne følelser?” - men der kan også være situationer, hvor man bare opfanger for meget eller noget af ubehagelig karakter (som andre ikke mærker), og man for hurtigt bliver fyldt op - og det kan man ikke nødvendigvis lige tænke sig ud af eller gøre sig robust overfor i situationen, selvom det selvfølgelig kan trænes. Det er lidt som at jeg ikke altid kan styre min astma - jeg kan tage forebyggende medicin og huske at trække vejret roligt og passe på mig selv, men på visse tider af året og i visse omgivelser kan jeg stadig pludselig få et anfald, og det kan jeg ikke tænke mig ud af. Det er en fysisk/kropslig reaktion i nuet; på samme måde kan det ske med en “følelsesmæssig” reaktion, som følge af et stresset nervesystem. Jeg vil dog stadig give dig ret i vigtigheden af at tænke rationelt - jeg er selv særligt sensitiv, men også hyper-analytisk, og det har altid hjulpet mig til at forstå alt det, der foregik indeni og udenfor mig (og indeni andre) - MEN denne kombination af at score højt på begge parametre kan også være en udfordring i sig selv. For mig personligt har det fx før i tiden gjort, at jeg altid tilsidesatte mine egne behov, fordi jeg følte andres følelser og intuitivt vidste, hvordan jeg kunne få dem til at få det bedre - og hvis de ikke opførte sig så godt overfor mig, så kunne jeg såmænd også altid undskylde deres opførsel, fordi jeg både kunne føle og rationelt forstå deres smerte, der lå til grund. Så det, jeg har skullet lære, har været at passe på mig selv og finde egne grænser. Og det har intet at gøre med at være sart, dette er en misforståelse, men har at gøre med at man optager så meget mere information, om verden og mennesker, og derfor også ofte føler et større ansvar for sine medmennesker, så man i højere grad kan have behov for at kende sine egne grænser og sætte dem, få hvilet ud og have tid til at fordøje indtryk, mærke sig selv osv. Så helt sikkert er det vigtigt at træne robusthed og rationel tænkning, og ikke at svælge i sensitiviteten som en begrænsning (det skal man ikke med noget) - hvis man altså gerne vil være så velfungerende som muligt. Men det er også vigtigt at forstå, at vi er forskellige ift. de indtryk, vi får ind, og hvordan vores system reagerer på dem, og at noget af dette måske ikke kan eller skal ændres på. Det kan også være nedslående konstant at få at vide, at man bare skal være lidt hårdere, i den her verden, når man måske i virkeligheden havde haft mere ud af at erkende sin særlige sensitivitet, og så få det bedste ud af, at man bare ER lidt anderledes end flertallet. Det bliver kun noget dårligt, hvis det udelukkende ses som en begrænsning. Begge dele skal gøres på den helt rigtige og fine måde, for ikke at skade eller begrænse; det handler om balance. Jeg er personligt blevet stærkere af at finde ud af, at jeg er særligt sensitiv, både fordi, jeg er blevet bedre til at tage vare på mig selv og sætte positive grænser, og fordi, det har givet svar på en hel række af udfordringer og situationer gennem livet, som jeg tidligere har slået mig selv i hovedet med. “Hvorfor kan jeg ikke bare...?!” Fx det at man lærer lidt om, hvilke omgivelser, man måske trives/ikke trives med at være i, så man ikke igen og igen placerer sig i samme stressende arbejdsmiljøer, fordi man synes at man SKAL kunne holde til det samme som de andre. Eller at man ved lidt om, hvordan store mængder stimuli påvirker systemet, og man derefter kan have brug for lidt ro til at fordøje indtryk og lade op. Jeg har fx som udadvendt særlig sensitiv ofte oplevet at være dødtræt dagen efter, hvis jeg har været ude en hel dag og oplevet meget og mødt og snakket med mange mennesker. Og jeg mener ikke bare almindelig træt, men HELT drænet i kroppen, og med myldretanker i hovedet. I årevis forstod jeg ikke, hvad det handlede om. Nu forstår jeg, at det bare handler om ro til at fordøje, ganske som kroppen gør efter et lidt for stort festmåltid. Og så det med at være så opmærksom på andres følelser - dette er især tilfældet for mig, når jeg bliver overstimuleret igennem længere tid, fx i et stressende arbejdsmiljø; så er det som om, grænsen mellem mig selv og andre flyder ud, og så kan jeg køre i meget lang tid på kun hvad der er godt for andre, og ende ud i svær stress. Her er det lidt det modsatte af, hvad en autist typisk ville have af reaktion; at trække sig ved overstimulering eller reagere udad. Det gør jeg og (tror jeg) mange andre sensitive ofte ikke; vi vender det indad, bearbejder indad, og går også hele tiden og analyserer på det hele. Det indre liv er i det hele taget bare meget… rigt. På godt og ondt. Og det tager energi, og derfor kan man have mere brug for pauser og ro - men tager man sig til gengæld sådanne forholdsregler, så kan man klare mindst ligeså meget som andre mennesker! Jeg ved ikke om jeg forklarer det særlig godt, men jeg vil egentlig bare igennem med, at det er alt for forenklet at anse særlig sensitivitet som noget, der blot har at gøre med at være i sine følelsers vold eller ikke at kunne tænke rationelt. Det er en anden måde at opleve verden på i det hele taget; en anden måde at modtage og bearbejde indtryk på, som også kan være en stor gave, både for sig selv og sine omgivelser. Så: Det er naturligvis forskelligt for alle, hvad de individuelt har brug for, men jeg vil sige at det for mig har været fantastisk at få kendskab til mit karaktertræk som særligt sensitiv, de positive og negative aspekter ved det, OG derigennem at få nogle redskaber til at få det bedste ud af det, så det netop ikke bliver en begrænsning eller en sovepude. For jeg er enig: alt kan trænes. Men ikke alt kan eller skal trænes helt væk :)
Desværre så er det ikke kun selve følelsen af ubehag, andres ubehag osv, som er forstærket hos særlig sensitive. Også lugtesans, synssans og høresans kan være betragteligt forstærket i hjernen.
Da jeg var barn fik jeg tit at vide at jeg skulle lade være med at være så sensitiv. Jeg følte mig ikke forstået, og det hjalp ikke med at blive mindre sensitiv.
Кино
Tak for en god video om dette emne, som der jo heldigvis kommer mere og mere viden omkring.
Jeg synes i det store hele rigtig godt om din forklaring, men har dog også en indvending (beklager at det blev lidt langt).
At være særligt sensitiv betyder ikke nødvendigvis, at man ikke også er eller handler rationel(t). Det siger du også til at starte med, men det kommer alligevel et par gange til at lyde som om, at hovedproblemet for den særligt sensitive er en manglende evne til at analysere rationelt. Og selvom dette bestemt også er vigtigt at kunne, så er det bare slet ikke dækkende for det at være særligt sensitiv, for hvem udfordringerne i langt højere grad handler om at man modtager langt flere stimuli/informationer end andre, og derfor også bliver hurtigere mættet af disse end andre, og derfor i sidste ende KAN reagere ved at blive overvældet, hvis man ikke har mulighed for at trække sig fra det (hvilket absolut ikke er givet).
Selvfølgelig hjælper det at være i stand til at trække vejret og tænke rationelt over den situation, man er i, så man fx kan vælge at fjerne sig fra den, eller at man kan huske sig selv på “er det her egentlig mine egne følelser?” - men der kan også være situationer, hvor man bare opfanger for meget eller noget af ubehagelig karakter (som andre ikke mærker), og man for hurtigt bliver fyldt op - og det kan man ikke nødvendigvis lige tænke sig ud af eller gøre sig robust overfor i situationen, selvom det selvfølgelig kan trænes.
Det er lidt som at jeg ikke altid kan styre min astma - jeg kan tage forebyggende medicin og huske at trække vejret roligt og passe på mig selv, men på visse tider af året og i visse omgivelser kan jeg stadig pludselig få et anfald, og det kan jeg ikke tænke mig ud af. Det er en fysisk/kropslig reaktion i nuet; på samme måde kan det ske med en “følelsesmæssig” reaktion, som følge af et stresset nervesystem.
Jeg vil dog stadig give dig ret i vigtigheden af at tænke rationelt - jeg er selv særligt sensitiv, men også hyper-analytisk, og det har altid hjulpet mig til at forstå alt det, der foregik indeni og udenfor mig (og indeni andre) - MEN denne kombination af at score højt på begge parametre kan også være en udfordring i sig selv. For mig personligt har det fx før i tiden gjort, at jeg altid tilsidesatte mine egne behov, fordi jeg følte andres følelser og intuitivt vidste, hvordan jeg kunne få dem til at få det bedre - og hvis de ikke opførte sig så godt overfor mig, så kunne jeg såmænd også altid undskylde deres opførsel, fordi jeg både kunne føle og rationelt forstå deres smerte, der lå til grund.
Så det, jeg har skullet lære, har været at passe på mig selv og finde egne grænser. Og det har intet at gøre med at være sart, dette er en misforståelse, men har at gøre med at man optager så meget mere information, om verden og mennesker, og derfor også ofte føler et større ansvar for sine medmennesker, så man i højere grad kan have behov for at kende sine egne grænser og sætte dem, få hvilet ud og have tid til at fordøje indtryk, mærke sig selv osv.
Så helt sikkert er det vigtigt at træne robusthed og rationel tænkning, og ikke at svælge i sensitiviteten som en begrænsning (det skal man ikke med noget) - hvis man altså gerne vil være så velfungerende som muligt. Men det er også vigtigt at forstå, at vi er forskellige ift. de indtryk, vi får ind, og hvordan vores system reagerer på dem, og at noget af dette måske ikke kan eller skal ændres på. Det kan også være nedslående konstant at få at vide, at man bare skal være lidt hårdere, i den her verden, når man måske i virkeligheden havde haft mere ud af at erkende sin særlige sensitivitet, og så få det bedste ud af, at man bare ER lidt anderledes end flertallet. Det bliver kun noget dårligt, hvis det udelukkende ses som en begrænsning.
Begge dele skal gøres på den helt rigtige og fine måde, for ikke at skade eller begrænse; det handler om balance.
Jeg er personligt blevet stærkere af at finde ud af, at jeg er særligt sensitiv, både fordi, jeg er blevet bedre til at tage vare på mig selv og sætte positive grænser, og fordi, det har givet svar på en hel række af udfordringer og situationer gennem livet, som jeg tidligere har slået mig selv i hovedet med. “Hvorfor kan jeg ikke bare...?!” Fx det at man lærer lidt om, hvilke omgivelser, man måske trives/ikke trives med at være i, så man ikke igen og igen placerer sig i samme stressende arbejdsmiljøer, fordi man synes at man SKAL kunne holde til det samme som de andre. Eller at man ved lidt om, hvordan store mængder stimuli påvirker systemet, og man derefter kan have brug for lidt ro til at fordøje indtryk og lade op. Jeg har fx som udadvendt særlig sensitiv ofte oplevet at være dødtræt dagen efter, hvis jeg har været ude en hel dag og oplevet meget og mødt og snakket med mange mennesker. Og jeg mener ikke bare almindelig træt, men HELT drænet i kroppen, og med myldretanker i hovedet. I årevis forstod jeg ikke, hvad det handlede om. Nu forstår jeg, at det bare handler om ro til at fordøje, ganske som kroppen gør efter et lidt for stort festmåltid.
Og så det med at være så opmærksom på andres følelser - dette er især tilfældet for mig, når jeg bliver overstimuleret igennem længere tid, fx i et stressende arbejdsmiljø; så er det som om, grænsen mellem mig selv og andre flyder ud, og så kan jeg køre i meget lang tid på kun hvad der er godt for andre, og ende ud i svær stress. Her er det lidt det modsatte af, hvad en autist typisk ville have af reaktion; at trække sig ved overstimulering eller reagere udad. Det gør jeg og (tror jeg) mange andre sensitive ofte ikke; vi vender det indad, bearbejder indad, og går også hele tiden og analyserer på det hele. Det indre liv er i det hele taget bare meget… rigt. På godt og ondt. Og det tager energi, og derfor kan man have mere brug for pauser og ro - men tager man sig til gengæld sådanne forholdsregler, så kan man klare mindst ligeså meget som andre mennesker!
Jeg ved ikke om jeg forklarer det særlig godt, men jeg vil egentlig bare igennem med, at det er alt for forenklet at anse særlig sensitivitet som noget, der blot har at gøre med at være i sine følelsers vold eller ikke at kunne tænke rationelt. Det er en anden måde at opleve verden på i det hele taget; en anden måde at modtage og bearbejde indtryk på, som også kan være en stor gave, både for sig selv og sine omgivelser.
Så: Det er naturligvis forskelligt for alle, hvad de individuelt har brug for, men jeg vil sige at det for mig har været fantastisk at få kendskab til mit karaktertræk som særligt sensitiv, de positive og negative aspekter ved det, OG derigennem at få nogle redskaber til at få det bedste ud af det, så det netop ikke bliver en begrænsning eller en sovepude.
For jeg er enig: alt kan trænes. Men ikke alt kan eller skal trænes helt væk :)
Jeg er fuldstændig enig med dig.
Desværre så er det ikke kun selve følelsen af ubehag, andres ubehag osv, som er forstærket hos særlig sensitive. Også lugtesans, synssans og høresans kan være betragteligt forstærket i hjernen.
Hej Jørgen! Tak for den gode video.
Jeg ville lige høre, hvad man bassere denne form for viden på?
Altså hvordan har man fundet frem til det?
Da jeg var barn fik jeg tit at vide at jeg skulle lade være med at være så sensitiv. Jeg følte mig ikke forstået, og det hjalp ikke med at blive mindre sensitiv.