Ifølge Kant er det ikke den anden persons handling, der er interessant. Det er din. Så du skal selv undgå at lyve (for så vidt du er klar over at det er en løgn du er ved at fortælle - det er intentionen, der er afgørende) ifølge hans pligtetik.
Nikolaj Pilgaard Petersen Så du skal i Kant’s moral ikke kigge oå hvordan andre opfører sig eller hvilke propositioner de laver? ... bare sørge for at hvis man bliver spurgt, så fortæller man altid sandhed ?
@@Mandibil Ifølge Kant er mennesket et frit, autonomt væsen og bestemmer derfor selv egne handlinger - man er aldrig ansvarlig for, hvad andre gør, kun for hvad man selv gør (f.eks. ikke lyve). Og man bør ikke bruge andre mennesker blot som middel til et mål, men de skal altid behandles som et mål i sig selv.
@@npilgaard Men hvorfor skulle du så lave propositioner (muligheden for at "tale sandt") hvis ikke det er for at "påvirke" andre individer? Ingen velfungerende "lyver" propositionelt til sig selv. Hvis alle skal have travlt med at fokusere på at "tale sandt", hvem er det så der afkræver svar på propositioner og hvem laver propositionerne og hvorfor ? Og selv om du ved om du taler sandt, så kan andre ikke vide det da de ikke har adgang til din oplevelse - uanset hvor sandsynligt de mener din konklusion på en proposition måtte være ?
@@Mandibil Jeg kender selvsagt ikke Kants personlige motivation for at udvikle og præsentere sin pligtetik, men jeg tror at det mere har været et forsøg på at afklare (som han forstod det) 'loven' for etik på samme måde som man afklarede naturlovene i hans samtid, end på at påvirke andre. På samme måde som Newton ikke ønskede at "påvirke" andre med sine love, men blot beskrev virkeligheden som den var. Kant opfattede tilsyneladende sit kategoriske imperativ som en slags "etikkens naturlov". Det afgørende er hos Kant ikke om andre ved du taler sandt eller ej, men at du selv lever op til din etiske pligt, hvilket f.eks. indebærer at tale sandt.
Må ikke lyve ??? Hvordan ved du om et andet individs udsagn er løgn ... uanset om vedkommende påstår det er sandt ? Hvad med liars paradox ?
Ifølge Kant er det ikke den anden persons handling, der er interessant. Det er din. Så du skal selv undgå at lyve (for så vidt du er klar over at det er en løgn du er ved at fortælle - det er intentionen, der er afgørende) ifølge hans pligtetik.
Nikolaj Pilgaard Petersen Så du skal i Kant’s moral ikke kigge oå hvordan andre opfører sig eller hvilke propositioner de laver? ... bare sørge for at hvis man bliver spurgt, så fortæller man altid sandhed ?
@@Mandibil Ifølge Kant er mennesket et frit, autonomt væsen og bestemmer derfor selv egne handlinger - man er aldrig ansvarlig for, hvad andre gør, kun for hvad man selv gør (f.eks. ikke lyve). Og man bør ikke bruge andre mennesker blot som middel til et mål, men de skal altid behandles som et mål i sig selv.
@@npilgaard Men hvorfor skulle du så lave propositioner (muligheden for at "tale sandt") hvis ikke det er for at "påvirke" andre individer? Ingen velfungerende "lyver" propositionelt til sig selv. Hvis alle skal have travlt med at fokusere på at "tale sandt", hvem er det så der afkræver svar på propositioner og hvem laver propositionerne og hvorfor ? Og selv om du ved om du taler sandt, så kan andre ikke vide det da de ikke har adgang til din oplevelse - uanset hvor sandsynligt de mener din konklusion på en proposition måtte være ?
@@Mandibil Jeg kender selvsagt ikke Kants personlige motivation for at udvikle og præsentere sin pligtetik, men jeg tror at det mere har været et forsøg på at afklare (som han forstod det) 'loven' for etik på samme måde som man afklarede naturlovene i hans samtid, end på at påvirke andre. På samme måde som Newton ikke ønskede at "påvirke" andre med sine love, men blot beskrev virkeligheden som den var. Kant opfattede tilsyneladende sit kategoriske imperativ som en slags "etikkens naturlov".
Det afgørende er hos Kant ikke om andre ved du taler sandt eller ej, men at du selv lever op til din etiske pligt, hvilket f.eks. indebærer at tale sandt.