KONG FREDERIK VII’S HONNØRMARCH
HTML-код
- Опубликовано: 20 янв 2025
- Komponisten H.C. Lumbye forærede i 1861 Kong Frederik VII en personlig march, der skulle vise sig at blive den første march i en lang tradition med honnørmarcher til monarken i Danmark. Kong Frederik VII, der gik under navnet ”Frederik Folkekær”, kendte H.C. Lumbye og hans musik fra Tivolis Koncertsal, hvor Kongen ofte overværede den verdenskendte komponists koncerter. Bekendtskabet førte til ”Kong Frederik VII’s Honnørmarch”, som Kongen blev så glad for, at han bad Den Kongelige Livgarde om at spille marchen ved vagtskiftet på Amalienborg.
Fra scenen i Tivolis Koncertsal var H.C. Lumbye på denne tid den musikalske drivkraft i Danmark. Både som dirigent og komponist. Som 14-årig var Lumbye blevet uddannet trompeter i et odenseansk regimentsorkester, og senere fik han ansættelse som trompeter i Den kongelige Livgarde til Hest. Denne militærmusikalske baggrund kombineret med karrieren som komponist af ikke færre end 700 polkaer, valse og galopper, gjorde det naturligt, at den første kongelige honnørmarch blev påvirket af alle disse forskellige musiktraditioner.
Den musikalske gave fra Lumbye til Kongen blev ikke bare den første kongelige honnørmarch i Danmarkshistorien, den blev også grundlaget for en tradition, hvor der i marchen er gemt små beskeder til monarken. ”Kong Frederik VII’s Honnørmarch” indledes således med et allerede kendt musikstykke, nemlig den ultrakorte march ”Honnør for Kongehuset”. Denne melodi er i dag kendt som ”Fanemarchen”. Når den benyttes som Fanemarch spilles den i et langsommere tempo, men i ”Kong Frederik VII’s Honnørmarch” er der tale om en festlig åbning af marchen. Det var netop brugen af dette signal, der er årsagen til, at marchen fik sit tilnavn som ”Kongelig Honnørmarch”.
Video: Den Kongelige Livgardes Musikkorps ©