Anker Jørgensen i Irak

I 1990 tog Anker Jørgensen til Irak for at få 38 danske gidsler ud af Saddam Husseins kløer. Politikere fra alle sider lod skældsord hagle ned over den tidligere statsminister, men da gidslerne over telefonen direkte tryglede Anker om at komme til Bagdad, var han ikke i tvivl. Han forenede al sin menneskelige omsorg og sin politiske erfaring i sine bestræbelser, og det lykkedes at få dem hjem ad flere gange. Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod …
Talsmanden for den danske delegation overlæge John Godtfredsen, havde kontaktet den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V), for at høre om han kunne hjælpe, men hans svar var det var en FN beslutning.
Talsmanden ringede derpå til tidligere statsminister, og til flygtningehøjkommissær i FN Poul Hartling, der ligeledes sagde fra med det samme.
Så ringede han til tidligere statsminister Anker Jørgensen (S), og Anker fortæller, at han først sagde nej til at rejse til Irak, da han mente det var for ”poppræget” og en reklame for Socialdemokratiet.
Da Jørgen Godtfredsen så for 5 gang ringede til Anker Jørgensen, lovede Anker at se hvad han kunne gøre - som privatperson vel og mærke..
Anker Jørgensen ringede til sin gamle ven formand for Socialistisk Internationale Willy Brandt der var på samme ærinde i Bagdad, altså få tyske gidsler hjem. De indlogerede sig på det samme hotel i Bagdad. I 9 dage forhandlede Anker Jørgensen med Regeringsleder Ramadan, for at få de danske gidsler frigivet.
Pludselig midt i en forhandling sagde Ramadan, at Anker kunne få 16 med hjem - og som Anker fortæller, var der ingen der viste, hvor tallet 16 kom fra, men 16 var det officielle tal.
Ramadan gav derpå Anker Jørgensen et løfte underhånden, idet han lovede at gennem de næste uger/måneder, luskede han 2-3 danske gidsler ud af Irak af gangen, så alle danskere undertiden ville komme hjem, men Anker fik ikke denne del af aftalen skriftligt, og måtte love IKKE at sige noget som helst, om den del af aftalen til nogen. I så fald ville denne del af aftalen trækkes væk, sagde Ramadan til Anker Jørgensen.
Den næste dag skulle Anker Jørgensen så møde selveste Saddam Hussein, og han fortæller:
”Tidligt på aftenen, blev jeg hentet på Hotel Rashid af en stor limousine. Med politieskorte kørte vi mod præsidentpaladset - jeg var alene. Jeg havde udtrykkeligt fået at vide, at jeg hverken måtte have ledsager eller tolke med. Da vi kom frem til Saddams forkontor ventede vi ganske kort tid, så åbnedes dørene ind til Hussein. 4-5 af Saddams egne pressefotografer og tv hold fulgte med.
Vi hilste på hinanden - og heldigvis ville han ikke lave omfavnelser eller kindkys, som jeg frygtede lidt, for det ville give et helt forkert billede af situationen - Han fortalte han godt kendte Danmark - og vi talte en del om Danmark, han viste også at vi ville fred. Ovre i hjørnet sad 3 personer i uniform og skrev ALT ned i samtalen. Saddams egne tolke oversatte fra arabisk til engelsk, - Jeg bemærkede han var en god lytter, vi talte om den krig der kunne komme, mellem Irak og USA, og som han sagde: Han ikke på nogen måde frygtede USA - Kun Allah.
Han virkede ret venlig - næsten FOR meget - jeg følte det næsten som han fedtede for mig - og det brød jeg mig absolut ikke om, men jeg begyndte at tale om selve emnet, jeg var kommet for, om de 38 danskere, jeg gerne ville have med hjem, og det kunne han også godt forstå, men samtidig måtte jeg forstå at han og Irak måtte jo tage sine forholdsregler, i den pågældende situation de stod i.
Pludselig siger han, ifølge hans regeringsleder Ramadan, at jeg kunne tage 16 af gidslerne med hjem. Men det var fuldt ud op til mig, og at vælge dem ud, det ville han intet have med at gøre, og jeg kunne jo ikke sige, at Ramadan og jeg havde en aftale om de sidste, så ville han jo komme i frygtelige problemer med Saddam Hussein.
Gidslerne blev samlet på et hotel i Bagdad, og Anker Jørgensen indledte med at sige:
”Kære venner. Jeg er meget ked af at sige, at jeg ikke kunne få jer alle med hjem, men kun 16 af jer. Jeg har udvalgt jer udfra jeres papirer, hvem der har eventuelle sygdomme eller aldersmæssigt”.
Da Anker med følget landede i Kastrup Lufthavn sendte TV direkte fra den tårevældede begivenhed, og alle mente at Anker Jørgensen havde gjort det fremragende.
Nu skulle det vise sig om regeringsleder Ramadan holdt ord, Anker kunne jo stadig ikke sige noget til hverken journalister, Uffe Ellemann, eller Poul Hartling
Men Ramadan holdt ord og i løbet af det næste halve års tid kom de danske gidsler dumpende hjem.
Tilsat underlægningsmusik khoms II

[@jrgenlarsen2461]

Det er det Det drejer sig om

[@helenajesstarzak1408]

Han var ikke den bedste politiker, men han var nok en af de mest jordnære af dem og han havde et godt hjerte.